Meta eller ej?

Jeg vil egentlig ikke skrive metapoesi. Det er ikke, fordi jeg kategorisk har noget imod genren, som ofte kan være både fin og finurlig, men fordi jeg et eller andet sted synes, at man som digter bør kunne finde ud af at skrive om noget andet end at skrive.

Når man sidder og skriver, er skriveprocessen som tema jo også lige for hånden. Desuden er skrivningen vel for mange, mig selv inklusive, knyttet til en form for erkendelsesproces. 

Skrivning og ord har som temaer en nærmest mytologisk dybde. De er i sig selv repræsentanter for en hel kulturhistorie. Og ordet som tanken på skrift, og tanken vel noget af det gør os til mennesker. Det er jo vanvittigt spændende og komplekst og egentlig svært at skrive om uden for poesien.

På en måde anser jeg poesien for at være noget af det ypperste. Den kan frembringe indsigter, som ikke kan tilnærmes på andre måder. Måske er det netop det den kan: udtrykke noget, der er svært at tale om i rationel forstand og så alligevel udtrykke noget meningsfuldt. 

Jeg ved ikke lige, hvor meningsfuldt alt det her var. Måske burde jeg bare holde mig til poesien. Meta eller ej, her kommer altså et, kun ganske lidt modvilligt:


Det hvide papir

knitrer indeni

nogen burde folde en fugl

og flyve væk 

Måske opløses det

når jeg drikker glasset med vin

og fuglene dør

endnu før de blev til

(Okkerrødt glider vinen 

ned i svælget

som omvendt blod)

Jeg vælger en udsigt

Og fuglene flyver væk

rødkransede og svangre