Min bog udkommer til maj eller juni. En drøm rykker nærmere. Lige om lidt kan jeg kalde mig forfatter - eller måske kan jeg det allerede nu? Korrekturprocessen er afsluttet, tilbage mangler kun det løse, forsideillustration, valg af skrifttype, fastsættelse af dato for udgivelsesreception osv. Jeg skal med andre ord ikke skrive en linje mere, før min bog udkommer, den er færdig nu. Hvilken fantastisk følelse!
Men hvorfor er det så vildt at kunne kalde sig forfatter? Jer, der deler drømmen, vil sikkert kunne forstå det intuitivt. Jeg tror, at der i samfundet selv i vore dage stadig finder en vis mytologisering af forfatteren sted, som Roland Barthes (forfatterens død) altså ikke helt har kunnet aflive. Jeg er ikke tilhænger af socialt snobberi omkring titler eller status, men vil omvendt alligevel være pavestolt over at kunne kalde mig forfatter.
Når jeg nu - eller lige om lidt - kan kalde mig det, ændrer det jo ikke mig eller kvaliteten i mine skriverier fra den ene dag til den anden. Det betyder heller ikke som en del andre titler, at jeg får et økonomisk fundament. Det er muligt eller endda mest sandsynligt, at man ikke kan leve af at skrive. Men man kan leve for det.
At få en bog udgivet og kunne kalde sig forfatter giver en form for eksistentiel berettigelse for at man bruger så meget tid på noget, som ikke har en direkte funktion. Det giver ikke mad på bordet eller fjerner vasketøjet, men det giver indhold.
Det betyder, at alle de timer, man har lagt i et ret så sfærisk arbejde faktisk får et resultat, og at det, man har skabt ikke er fuldstændig værdiløst.
For mig betyder det samtidig, at jeg føler, at jeg lever i overensstemmelse med mig selv. Merete Pryds Helle har i et radiointerview sagt, at hun får det decideret dårligt, når hun ikke skriver. Lyder det krukket? Ja, lidt gør det vel. Og så langt vil jeg måske heller ikke gå, men når jeg skriver dagligt, har jeg det meget bedre. Det føles som det rigtige, på mange måder som et kald.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar