Man gør sig umage, man vasker tøj. Man sidder på gulvet og nyder nuet. Lige om lidt er det ikke en baby, man har længere, men en fireårig. Jeg ved det, for jeg har set det ske. Sætter klodserne i forskellige farver oven på hinanden og venter på, at hun vælter dem. Hvis ikke storebroren gør det først. Man giver mad, skifter ble, trøster de er syge. Jeg vil på tur, lyder det fra den talende, som nærmest er mere krævende, når han er rask. Han er mest rask, heldigvis. Vi læser selvfølgelig en masse bøger af Jesper Juul og Dr Sears, føler os skiftesvis kompetente og magtesløse, vi er de moderne forældre, der skal opfinde alting på ny, næsten nietscheansk.
Ferien er slut, og selvom man har gjort sig umage, husket at trække vejret helt ned i maven i de tyve minutter, hvor de begge sov samtidig, så er følsomheden, den kunstneriske, næsten forsvundet. Det er konflikten mellem at være en ung, introvert kunstner og skulle være praktisk gris og omsorgsperson i et hjem med småbørn.
Selvfølgelig er der fordele. På det helt personlige udviklingsmæssige plan. Som en mor udtrykte det: “Med min søn lærte jeg, at jeg ikke selv var verdens navle, med min datter, at hun heller ikke er det.” Man får færre “nykker”, for man har simpelthen ikke tid til at have dem. Hvis man har tendens til at være mentalt anlagt, holder de en i snor, så man aldrig svæver for langt væk fra jorden. Sidst men ikke mindst er det selvfølgelig ved at være en kliché, at man bliver mere effektiv af at have være børn, fordi tiden er begrænset. Det er vel rigtigt, især hvis man tidligere har haft problemer med disciplinen.
Så er der selvfølgelig kærligheden. Og den mening, som de formår at give ens liv, når de er til stede og samtidig fordoble meningen af de øjeblikke, man har for sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar