Jeg har mest skrevet digte på det sidste, og det på trods af, at jeg det sidste års tid har været i gang med en novellesamling. I poesien finder jeg et fokus på sproget, som jeg holder meget af. Dets fortættede billeder gør det efter min mening velegnet til eksistentielle refleksioner og stemninger.
I novellen er der så mange andre facetter og greb at mestre, og måske kræver det lidt mere vedholdenhed og tålmodighed, i hvert fald for mig, fordi det tager længere tid. Sproget har ofte en mindre dominerende funktion i fortællingen, men er samtidig langt fra ligegyldigt.
Jeg forsøger at bringe mit poetiske sprog med ind i narrationen, uden at det bliver for voldsomt. Jeg er ikke interesseret i, at sproget skal være gennemsigtigt og blot repræsentere noget andet. Omvendt er jeg interesseret i, at fortællingen skal fungere, og at sproget ikke skal spænde ben for den ved at dominere for meget.
I går følte jeg mig lige pludselig inspireret til at gå i gang med den sjette novelle ud af syv i min novellesamling. Her følger hvad jeg har skrevet ind til nu:
"Skumringen svøber sig om huset som en dyne af damp. Det blå lys klæder den hvidpudsede facade, men giver også den ellers så venlige villa et dunkelt skær. Ikke en vind rør sig på denne milde sommeraften. En skikkelse går rundt inde i huset. Hun går frem og tilbage som om hun lægger ting på plads. Men hun har intet i hænderne ud over en halvt røget cigaret, som hun nu og da fører op til de mørke læber. Hun er klædt i en rosa silkenatkjole og har et hvidt hæklet uldsjal over skuldrene. Hendes bevægelser er glidende, og hvis ikke de pludselig fik disse stødvise ryk, som kendetegner nervøse mennesker, kunne man næsten tro, at hun var et genfærd.
Men hun er kun alt for levende. I det samme lyder der et hyl fra en anden del af huset, og kvinden skynder sig hen til trappen og forsvinder ovenpå. Imens er det blevet mørkt og i haven udenfor svinger den simple trægynge frem og tilbage. Den piber.
 |
| Foto af Kenn Feldtfos |
“Mor, det er helt vådt, mor, mor det er vådt.”
Kvinden sukker. “Kom her ven, du har tisset i sengen.” Hun får den lysblonde dreng op at stå og fører ham ud på badeværelset, hvor hun fjerner det ene stykke tøj efter det andet. Han ser ud til at være tre år, håret tjavser og kinderne er runde som hovedet. Han er ikke rigtig vågen og ser hjælpeløs til, mens moren vasker ham og giver ham rent undertøj på.
“Kom ind i min seng,” siger hun så. De går sammen ind i det der var forældrenes soveværelse med den store altan ud til haven. Hun har stadig barnevognen stående derude, som han brugte til at sove middagslur i.
“Læg dig nu til at sove,” siger hun da hun har puttet ham i den store teaktræsseng. Sengetøjet er mintgrønt og dufter af lavendel.
“Du må ikke gå, mor.”
“Jeg er nødt til at fjerne det våde sengetøj, ellers kommer der til at lugte i jeres værelse.”
“Moar!”
“Læg dig nu ned,” siger hun med anstrengt blidhed.
Hun går tilbage til værelset. Hendes datter ligger og vender sig. De brune krøller danser over den blåstribede pude. Hun drømmer. Kvinden lister forsigtigt ind for at hente det våde sengetøj. De små øjne blafrer. Hun lukker forsigtigt døren til, som knirker sagte. Først da hun har lukket den helt og vender sig om, opdager hun drengen. Han står og fryser helt klinet op ad den tapetserede væg. Det er tapetet fra hendes forældres tid, hun har ikke kunnet nænne at fjerne det, selvom hendes egen smag er mere moderne. De hvide blomster, der slynger sig på den gråblå baggrund er formentlig liljer.
“Står du nu du der?” spørger hun lettere irriteret.
“Jeg kan ikke sove alene.”
“Så kom!”
Hun sætter sig på sengekanten og holder hans kølige hånd, mens hun stirrer mod vinduet, hvor gardinerne kun er trukket halvt for.
“Mor, hvad er det for en lyd,” hvisker drengen.
“Jeg tror, det er gyngen,” svarer hun.
“Er der nogen, der gynger?”
“Nej, selvfølgelig ikke. Det er bare vinden.”
 |
| Foto af Kenn Feldtfos |
Han ligger længe og knuger hendes hånd. Hun mærker de ømme skuldre og benene, der værker. I mørket opdager hun pludselig, hvor træt hun egentlig er. Endelig falder hans små øjne i. I det samme står en lille skikkelse i døren. Hun har en blomstret natkjole på, der går ned til fødderne og hendes pjuskede mørke krøller omkranser det søvndrukne hoved.
“Mor, jeg vil ikke sove alene,” siger pigen.
Kvinden sukker og drengen åbner de små øjne.
Så kom her, læg dig ved siden af Frederik. Der er kun et år imellem dem. De har begge runde hoveder, men ellers har de ikke meget til fælles. Pigen er mørk og indadvendt, drengen lys og udadvendt, som om farverne også bestemte deres temperament.
Hun ser på uret, klokken er over elleve.
“Jeg går ud og børster tænder, så kommer jeg ind og lægger mig sammen med jer.” Pigen nikker, mens hun holder sin brors hånd. Hans øjne er lukkede, og han siger ikke en lyd.
Da hun kommer ind igen, lader han til virkelig at sove, mens pigen stadig ligger og stirrer mod vinduet. Hun siger ingenting. Kvinden lægger sig ved siden af hende med en arm rundt om begge børn. Det er vel egentlig bedst sådan, tænker hun, for hun kan heller ikke selv lide at sove alene.
Men selvom hun er træt, falder hun ikke i søvn. Hendes ømme krop er spændt ligesom hendes hoved. Til sidst står hun op. Hun strækker kroppen og bevæger sig mod vinduet for at trække noget frisk luft. Men allerede inden hun har åbnet vinduet, ser hun det. Der sidder faktisk nogen på gyngen. Det er en pige eller snarere en ung kvinde, i en hvid, flagrende sommerkjole. Hun gynger frem og tilbage, og det ser ud som om hun smiler, endda som om hun ler.
“Lilli!” udbryder kvinden.
“Mor!” siger den mørkkrøllede pige og rejser sig med et sæt.
Et øjeblik står kvinden som forstenet.
“Mor!” gentager datteren. “Hvad skal du?”
“Ikke noget, læg dig bare ned, jeg kommer nu.” Hendes stemme ryster svagt.
Da hun igen kigger ud, er pigen på gyngen forsvundet. Hun trækker gardinerne tæt for og lægger sig ned ved siden af børnene."
 |
| Foto af Kenn Feldtfos |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar